anmeldelse

Forside

Omtale

CV

Samarbejde

Undervisning

Kontakt

 

Kunsten som brobygger 

Om Dorthe Henningsens kunstneriske univers

I skrivende stund, hvor vi oplever en verden splittet op i tilsyneladende uforenelige modsætninger, er det noget af en befrielse at konstatere, at synteser og brobyggeri godt kan trives indenfor billedkunst. I hvert fald forbinder Dorthe Henningsens kunst så væsensforskellige udtryksmåder som abstraktion og figuration, stram geometri og spontan ekspressivitet og poetisk blidhed og voldsomme natursansninger.

Det, som binder disse modsætninger sammen, er først og fremmest landskabet. For uanset, hvor abstrakt Dorthe Henningsen arbejder og uanset om det er maleri eller keramik, er det hele tiden landskabet, der fungerer som udgangspunkt.

Med landskabet er der først og fremmest tale om det, man forbinder med et vinterligt Norden. Sneklædte marker og enge, levende hegn, nøgne sorte træstammer, den blygrå himmel eller de pludselige solstråler, som med lysende orangerøde glimt varmer den frostsprængte helhed. 
For Dorthe Henningsens kunst er ikke, eller i hvert fald ikke kun, en hyldest til naturen i sig selv, men også til de mennesker, som lever i den. Det er her, kunstnerens evner for overblik og komposition spiller ind, for Dorthe Henningsen er fascineret af dette møde mellem de kubisk opbyggede huse, de rektangulære markstykker og de lodrette barrierer af hække eller hegn og så naturens organiske krogethed, de kaotisk strittende grene, den skiftevis plørede og snedækkede jord og de punktvise nedslag af solens varmende stråler. De menneskelige frembringelser og den organiske natur er for Dorthe Henningsen ikke modsætninger, men dele af en større helhed. En helhed, der gøres levende og dynamisk netop ved at være en syntese af forskellige kompositoriske greb.

Medvirkende hertil er også kunstnerens meget varierede penselføring. Lige som i en musiksymfoni veksler Dorthe Henningsen mellem fast opbyggede strukturer og spontane, tilsyneladende intuitive indfald. I nogle af billederne er hovedvægten lagt på det stramt geometriske, i andre hvirvler hurtige penselstrøg og voldsomme rids med penselspidsen rundt på næsten tumultarisk vis. Men kendetegnende for kunstnerens fremgangsmåde er, at begge arbejdsmetoder, det velkalkulerede og det spontane, er integreret i hendes malerier såvel som i hendes keramiske arbejder.

Med sin måde at komponere på og med hele sit overordnede syn på det at skabe kunst, placerer Dorthe Henningsen sig i en tradition, som ikke har så forfærdeligt mange udøvere endda. Allerede i renæssancen talte man om modsætningen mellem den strenge og linjedyrkende florentinske skole og den følelsesbetonede og farvevibrerende venetianske kunst. I barokken lå modsætningen mellem de rationelle "poussinister" efter den franske maler Poussin og de dynamiske og følelsesladede "rubenister" efter flamlænderen Rubens. Og i nyere tid har man kontrasten mellem Richard Mortensens fladebaserede og geometriske stil og Asger Jorns højpotente, fabulerende og anarkistiske udtryksmåde. Og selvom der altid har været overlapninger, er det først i de sidste tiår, at de skarpe grænser mellem genrerne for alvor er ved at forsvinde. I Danmark bl.a. eksemplificeret ved yngre kunstnere som Nils Erik Gjerdevik og Tal R.

Når Dorthe Henningsen i sin kunst dyrker syntesen og den konsekvente "både-og" holdning, er der altså i høj grad tale om en moderne måde at skabe på. En moderne arbejdsmåde og et moderne livssyn, hvor modsætningerne files ned til fordel for et mere åbent, dynamisk og varieret udtryk. På den måde kunne det faktisk godt tænkes, at selv et så økonomisk ubetydeligt område som billedkunsten, kunne være et eksempel til efterfølgelse i en tid, hvor alle åbenbart graver sig ned i skyttegrave. I hvert fald har Dorthe Henningsen ydet sit eget billedkunstneriske bidrag til en sådan forsoning, en sådan syntese.

Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen 2006